mandag den 20. august 2012

Arleen

Så blev der fotograferet - nu var den nemlig blevet tør :-)










På dette billede er farven rigtig.




Det er lidt svært at fange farven rigtigt.
Jeg synes generelt at lilla er svær at gengive korrekt - den bliver tit for blå. - Som f.eks. her.







FAKTA

Design : Arleen

Garn : Muskat fra Drops i farve 38 - Mørk Blomme. 

Særligt : Har forlænget ærmerne en smule og sat en pynteknap på. Har kun sat 3 knapper i halsen, istedet for 5, fordi dem der passede i farven var lidt større og så blev der kun plads til 3.

Skønne sommerdage

Det er hvad vi har haft, herovre østpå.
25-27 grader, sol, blå himmel, sommertøj, sandaler, bikini, sole, dase, is, iskold frugt, kølige drinks, grille,  - YES - endelig !


Hen under aftenen kom der sjove skyer til pynt.

Og så til den lilla sag.
Den er færdig og vasket. Fin ser den ud, men den blev ikke tør inden mørket faldt på og derfor heller ikke fotograferet. Billeder kommer så snart det kan lade sig gøre :-))

søndag den 12. august 2012

fredag den 10. august 2012

Gemini

Så ka' sommervejret bare komme an !
Jeg er klar !
Der er lige hoppet endnu en sommerbluse af pindene.
Vasket, tørret og helt klar til brug.
Det går altså noget hurtigere at strikke på pinde 4 og 4,5 end på pinde 2,5 og 3.



Tænker at modellen også ville være velegnet til en kjole. Så er det bare lidt flere udtagninger dernedad og evt afslutte med samme bort som i halsen - Ikk' ?
;-))



FAKTA

Design : Gemini

Garn : Muskat fra Drops i farve 39-Lyng. 

Særligt : Hulmønsteret blev først meget løst. Alt for løst, efter min smag. Så op med det. Startede herefter forfra på p.3 og halvejs på hulmønsteret skiftede jeg til p. 3 1/2. Alt glatstrik er på p.4 - Se dét var MEGET bedre :-))
...og så gav jeg lige ærmerne et par cm ekstra.

tirsdag den 7. august 2012

Mirabell - Sommerbluse i hør

Så har der været gang i lidt sommerstrik. Det er blevet til en lille sommerbluse i hør.




...og så lidt detaljer :



FAKTA


Garn : 
Italiensk hør - Garnudsalg.dk i farven Sorbet. Meget smuk og blank i strukturen og blødt efter vask. Det tørrer dog rigtig langsomt ;-)

Særligt : Jeg har tilføjet en den midterste del af hulmønsteret i nederste kant, istedet for kun retriller. Det synes jeg giver en bedre helhed. 

mandag den 6. august 2012

Endnu en ferie uge er gået...

...med hygge og sightseeing, slendreture i det gamle København med indlagt frokost i det fri og et besøg i Sommerfuglen, solnydelse i haven, grill og slendreture langs vandet.

Ugens tur:
I foråret så jeg i en Lorry udsendelse, at Jægerspris Slot havde gennemgået en større renovering og var igen åbent for publikum.
Det blev inspiration til en udflugt.

Den blev lagt på en dag, hvor vejrprofeterne lovede blandede bolcher.
Vi var heldige - de sorte lå nederst i posen og kom først frem på vej hjem :-)

Smukt er det blevet - Jægerspris Slot.
Vi startede med at gå indenfor og beundrede de smukke rum.


Efter en hyggelig frokost i Slots caféen, gik vi en tur rundt om slottet og ned gennem parken.
Udover de smukke detaljer på bygningerne, så vi også Grevinde Danner's grav.


Slottets historie er ret spændende, hvis altså man synes det er sjovt med de gamle røverhistorier...

Vi afsluttede slotsbesøget med et besøg hos Jægerspris Is - og den smagte godt !

Turen fortsatte til Julianehøj, der er en jættestue som Arveprins Frederik (senere Kong Frederik den 7.) fik udgravet og renoveret i 1776.
Det er meget smukt og der er en fantastisk udsigt fra toppen.
Den fulde historie kan læses her.


Turen sluttede med et besøg og en kop kaffe i Slotsarkaderne i Hillerød.
Det var her vi nåede til de sorte bolcher i posen. Det buldrede og bragede og stod ned i stænger, så bilen ville under tag. Vi var ikke uenige og fandt hurtigt en kop kaffe mens uvejret stod på.
Ingen af os havde været i Slotsarkaderne før. Det var meget hyggeligt med de små gader der snoede sig rundt.

Nu er der så taget hul på den sidste uges ferie og jeg må se hvad den bringer. Min mand og dermed bilen er taget på arbejde, så det bliver nok ikke til de transport-tunge udflugter ;-)
Måske får haven glæde af min tid....  eller strikke pindene... :-))
Hygge må der til !

onsdag den 1. august 2012

Ferietid er hyggetid

Jeg har ferie !
Som rigtig mange andre, nyder jeg sommerferien hjemme i Danmark.
Nårrhh-ja, vejret har bestemt ikke været det bedste - hundekoldt og regnfuldt i min første uge. Alligevel var det tåleligt indimellem og det blev da til en dagstur til Roskilde på den bedste dag.

Vi besøgte Vikingeskibsmuseet.
Det er utroligt som de kan lægge avancerede puslespil med det gamle skibstømmer.


Efter nogle timerpå museet, spadserede vi gennem Byparken, ned til Domkirken og gågaden.
Vi spiste en dejlig frokost på Vivaldi's og gik en tur på gågaden og kiggede på bylivet.


Anden ferieuge blev mest brugt i haven. Det blev jo varmt som bare pokker ! Men ingen klager over det. Det var herligt. Solvognen blev taget i brug. Venner på besøg til grillaften. Hygge skiftevis i skyggen og i solen, drive og dase og lave mindst muligt.

En tur til Københavns centrum blev det tid til.
Manden min skulle til tandlægen, så vi slog det sammen med et besøg på Ophelia Beach og kigge på sandslotte. WOW ! Hvor er de fantastiske. Min yndling er nu den med Københavns tårne.


Bagefter vandrede vi gennem Strøget og ind i Tivoli, hvor vi spiste frokost.
Billedet af frokosten blev ikke så godt, så istedet vises et "mens vi venter på maden..."


Det gjorde godt at få skyllet sandet væk med en kølig fad :-))